Særforanstaltninger

Else Hus har stor erfaring med hensyn til at etablere, organisere og drive særforanstaltninger til beboere med autisme, der har særlig problemskabende adfærd, som betyder, at vedkommende ikke kan bo i vores traditionelle botilbud/andre traditionelle botilbud.

Else Hus organiserer og etablerer helst særforanstaltninger som solisttilbud med udgangspunkt i beboerens adfærd og sensibilitet

Else Hus ejer ikke boligerne, men lejer de boliger vi benytter når vi etablerer særforanstaltninger.
Vi lejer boligerne med lange kontrakter, og boligerne er godkendt til formålet af Socialtilsynet.
På nuværende tidspunkt råder vi over to boliger på samme gård, der er beliggende i landlige omgivelser i Lejre kommune.

Lovgrundlag:
Særforanstaltning drives efter lov om social service §108.

Den vellykkede særforanstaltning:
Særforanstaltningen organiseres ud fra den enkelte beboers ressourcer og behov, og ud fra en bæredygtig økonomisk takstfastsættelse, der løbende justeres i overensstemmelse med beboerens faktiske behov og udviklingsmuligheder.

Erfaringsmæssigt vil vi fremhæve nogle forudsætninger, der er med til at skabe et godt forløb for den enkelte beboer:

  • At der fra kommunens side foreligger en klar og entydig opgaveformulering.
  • At der er fuld overensstemmelse imellem den anbringende kommune, Else Hus, beboeren, eventuelle pårørende/værger og Region Sjællands socialområde vedrørende opgavens indhold og omfang.
  • Der udarbejdes kontrakt jf. styringsaftalen for Region Sjælland i rammeaftalen.
  • Der udarbejdes selvstændigt budget for særforanstaltningen.
  • At særforanstaltningen, inden opstart, udarbejder en projektbeskrivelse, der grundigt uddyber opgavens indhold, mål, gennemførsel, udviklingsperspektiver, etc. Denne vedtages af kommunen, beboeren, eventuelle pårørende/værge.
  • At der er løbende kontakt med kommunen om relevante faktorer, der vedrører beboeren.
  • At beboeren får en individuel plan, som danner grundlag for det årlige evaluerende statusmøde imellem kommune, Else Hus, beboeren og eventuelle pårørende/værge vedrørende beboerens trivsel og udvikling.
  • At foranstaltningens medarbejdere tilbydes løbende supervision og anden relevant personaleudvikling og uddannelse.
  • At foranstaltningen har eget personale og der sikres ledelsesmæssig understøtning.

Visitation

Henvendelse omkring etablering af særforanstaltning rettes til forstander, afdelingsleder for særforanstaltningerne, eller ved direkte kontakt til Else Hus’ hovednummer.

Else Hus har visitationsretten, og vurderer, hvorvidt vi kan skabe en særforanstaltning til den beboer, henvendelsen drejer sig om.